Mogens Skou har fotograferet motiverne til de to frimærker med kolonihaver. Gennem sin lange karriere har han leveret en lang række markante og utraditionelle fotoløsninger til dansk erhvervsliv og til bureauer. Fotoopgaverne har flere gange bragt ham til udlandet, bl.a. til Frankrig, Schweitz og Afrika.
500 fotos på to dage
I september 2007 brugte Mogens Skou to dage på at rejse til Aabenraa og København for at fotografere motiverne til frimærkerne. Efterårsvejret vekslede mellem skyer, regnvejr og solskin, men det slog ikke den garvede fotograf ud. Han ved nemlig, at en fotograf skal være klar til at rykke ud, så snart der ser ud til at blive godt vejr. Udstyret blev stillet op i gråvejr, mens Mogens Skou gik og ventede
på, at solen skulle bryde frem. ”Min bedstefar lærte mig at tyde vejrvarsler,” fortæller han. ”I virkeligheden elsker jeg at fotografere i frontvejr, fordi det giver en fantastisk smuk himmel.” Men de to frimærkemotiver blev fotograferet i strålende solskin. Tilsammen tog Mogens Skou ca. 500 fotos af husene i de to kolonihaveforeninger, før han drog hjem til Jelling for at færdigbehandle billederne ved computeren.
Den kompromisløse fotograf
”Mine døtre siger altid, at jeg er kompromisløs,” fortæller Mogens Skou. ”Men det er jo kun fordi, jeg vil have kvalitet – og
så er man nødt til at fortsætte, indtil man bliver tilfreds.”
For fem år siden gik Mogens Skou modstræbende over til at anvende den digitale teknik, og det har han ikke fortrudt. Teknikken har gjort arbejdet som fotograf meget lettere, samtidig med at billederne fremtræder endnu skarpere end før. Men sker det, at en kunde ønsker analoge billeder, kan han også levere det.
Utraditionelle løsninger
Gennem årene har Mogens Skou haft mange spændende opgaver, og ofte har han været nødt til at tænke utraditionelt for at få de rigtige billeder i kassen. Som eksempelvis dengang, han fik en virksomhedsdirektør til at kravle op på et konferencebord og sætte sig i en stol dér af hensyn til et stort billede på væggen bagved.
”Den professionelle fotograf kan iscenesætte en situation, så den opleves realistisk og naturtro,” siger Mogens Skou, der også har arbejdet i 10 år som koncernfotograf for LEGO. Det var en spændende og lærerig tid, fordi virksomheden stillede høje krav til fotograferingen af deres produkter.
For Mogens Skou er det en milepæl i karrieren at have fotograferet de to motiver til frimærkerne. ”Det er en stor anerkendelse for mig.”
Se flere artikler her.